Det er stadig svært at blive enige om hvad man skal synes som dansker om besættelsestiden. Det synes jeg i hvertfald. Tyskerne har det på det punkt vist, om ikke bedre, så i hvertfald enklere. Flammen og Citronen er en historie om... Ja hvad er det egentlig en historie om? Det er en historie om besættelsestiden. Det er en historie om modstandsbevægelsen. Det er en historie om at vælge mellem at fraternisere eller være fanatisk. Skal vi svigte vores følelser og idealer i nutiden for fremtidens skyld? På det seneste har vi fået et mere balanceret forhold til danskernes rolle i krigen. Der var mange danskere i tysk tjeneste, hvilket vi ikke skal hæve os over, idet det næppe var klart for alle disse mennesker helt hvad nazismen indeholdt. De levede i den sociale realitet, at der var arbejde og muligheder i at handle med tyskerne eller som professionel soldat.
Flammen og Citronen foregår i den sidste del af krigen, hvor den danske modstand bliver organiseret i en hvis grad. Når briterne og russerne er på vej, hvad skal man så gøre? Skal man blot se til, uden risiko for at man selv bliver dræbt eller uskyldige i en hævnaktion? Eller skal man gøre sit til at forræderne og de værste tyskere ikke går frit omkring, måske også efter krigen? Risikoen er at det samfund som vi ville bevare tidligt i krigen gennem samarbejdspolitiken går tabt i en militærundtagelsestilstand.
Flammen og Citronen kunne fortælle en enkel og autentisk historie om den danske modstandsbevægelse, men bliver til en stor fortælling om mange menneskers dilemmaer i de svære år, hvilket bliver en smule uklart og ikke rør ved ens sjæl, som denne del af Danmarks historien ellers "plejer" at gøre. Samtidig er flere ting forstyrrende, tilsyneladende skal F og C også være en actionfilm med en masse skyderi, i stil med I Kina spiser de hunde, hvilket er gjort flot, men står i skrap kontrast til de alvorlige temaer i filmen. Det virker en smule vulgært at stille spørgsmålet om "vi skal slå ihjel?", også bagefter lave en scene hvor folk bliver mejet ned. Det er som om vi lige skulle se en Rambo film mens vi nu var i salen.
Mads Mikkelsen spiller citronen, den ene, passivt aggressive og moralske modstandmand, hvilket han gør godt, men tilgengæld der også lige har en masse familieproblemer midt i krigen. En del af historien vi måske kunne have været foruden. Autentiske historier har det med at indeholde, for temaet, ligegyldige sidehistorier.
Thure Lindhardt er hans makker og fortæller i filmen. Fortællerdelen mener jeg er overdramatiseret og hans viskende stemme er direkte irriterende. Peter Mygind som bagmand og kontakt er helt forkert, idet han i mange år har spillet de bløde roller og er temmelig svær at tage seriøs når man er vant til at se ham i børnefilm, som loverboy i Nicolai og Julie, som en blød bøsse i tv2s hverdagsdrama og herimellem som storsmilende lottosælger i reklameblokken. Det er da klart at han skal kommandere rundt med hårdkogte partisaner. De to tyskere i castet (Christian Berkel og Hanns Zischler) får derimod danskerne til at blegne.
Jeg tror ikke at vi vant til at fortælle så store historier i Danmark og så prøver vi bare at gøre Hollywood efter, hvilket er lidt synd når det foregår i vores egen baghave.
Flammen og Citronen foregår i den sidste del af krigen, hvor den danske modstand bliver organiseret i en hvis grad. Når briterne og russerne er på vej, hvad skal man så gøre? Skal man blot se til, uden risiko for at man selv bliver dræbt eller uskyldige i en hævnaktion? Eller skal man gøre sit til at forræderne og de værste tyskere ikke går frit omkring, måske også efter krigen? Risikoen er at det samfund som vi ville bevare tidligt i krigen gennem samarbejdspolitiken går tabt i en militærundtagelsestilstand.
Flammen og Citronen kunne fortælle en enkel og autentisk historie om den danske modstandsbevægelse, men bliver til en stor fortælling om mange menneskers dilemmaer i de svære år, hvilket bliver en smule uklart og ikke rør ved ens sjæl, som denne del af Danmarks historien ellers "plejer" at gøre. Samtidig er flere ting forstyrrende, tilsyneladende skal F og C også være en actionfilm med en masse skyderi, i stil med I Kina spiser de hunde, hvilket er gjort flot, men står i skrap kontrast til de alvorlige temaer i filmen. Det virker en smule vulgært at stille spørgsmålet om "vi skal slå ihjel?", også bagefter lave en scene hvor folk bliver mejet ned. Det er som om vi lige skulle se en Rambo film mens vi nu var i salen.
Mads Mikkelsen spiller citronen, den ene, passivt aggressive og moralske modstandmand, hvilket han gør godt, men tilgengæld der også lige har en masse familieproblemer midt i krigen. En del af historien vi måske kunne have været foruden. Autentiske historier har det med at indeholde, for temaet, ligegyldige sidehistorier.
Thure Lindhardt er hans makker og fortæller i filmen. Fortællerdelen mener jeg er overdramatiseret og hans viskende stemme er direkte irriterende. Peter Mygind som bagmand og kontakt er helt forkert, idet han i mange år har spillet de bløde roller og er temmelig svær at tage seriøs når man er vant til at se ham i børnefilm, som loverboy i Nicolai og Julie, som en blød bøsse i tv2s hverdagsdrama og herimellem som storsmilende lottosælger i reklameblokken. Det er da klart at han skal kommandere rundt med hårdkogte partisaner. De to tyskere i castet (Christian Berkel og Hanns Zischler) får derimod danskerne til at blegne.
Jeg tror ikke at vi vant til at fortælle så store historier i Danmark og så prøver vi bare at gøre Hollywood efter, hvilket er lidt synd når det foregår i vores egen baghave.
