Princess

I am a big fan of the comic strip Wulffmorgenthaler, made by Mikael Wulff and Anders Morgenthaler. (click the strip to read the text, unless you have very good eyes)
So I had my hopes up last night, when I had the opportunity to watch Anders Morgenthaler's animated film Princess. Sadly it was a let down, the grotesque, morbid and sometimes ironic comment on society of the comic didn't translate into pictures in motion.
Morgenthaler wants to show us how pornography, child molestation and prostitution - which is one and the same in his world, is very bad - made by bad men and exploiting women. On the other hand we have violence in the style of maybe Kill Bill, preformed by a Christian on the rouse of revenge (very odd combination), but is otherwise not given the ability to show emotion. The story is filled with cliches, barely has any surprises in store and made me laugh in places I clearly shouldn't have.
Some call it a necessary and shocking film, clearly they live in a world where media doesn't show this harsh reality. I have no need for poorly explained violence and emotional simpletons, Hollywood have them in plenty.

Flammen og Citronen

Det er stadig svært at blive enige om hvad man skal synes som dansker om besættelsestiden. Det synes jeg i hvertfald. Tyskerne har det på det punkt vist, om ikke bedre, så i hvertfald enklere. Flammen og Citronen er en historie om... Ja hvad er det egentlig en historie om? Det er en historie om besættelsestiden. Det er en historie om modstandsbevægelsen. Det er en historie om at vælge mellem at fraternisere eller være fanatisk. Skal vi svigte vores følelser og idealer i nutiden for fremtidens skyld? På det seneste har vi fået et mere balanceret forhold til danskernes rolle i krigen. Der var mange danskere i tysk tjeneste, hvilket vi ikke skal hæve os over, idet det næppe var klart for alle disse mennesker helt hvad nazismen indeholdt. De levede i den sociale realitet, at der var arbejde og muligheder i at handle med tyskerne eller som professionel soldat.
Flammen og Citronen foregår i den sidste del af krigen, hvor den danske modstand bliver organiseret i en hvis grad. Når briterne og russerne er på vej, hvad skal man så gøre? Skal man blot se til, uden risiko for at man selv bliver dræbt eller uskyldige i en hævnaktion? Eller skal man gøre sit til at forræderne og de værste tyskere ikke går frit omkring, måske også efter krigen? Risikoen er at det samfund som vi ville bevare tidligt i krigen gennem samarbejdspolitiken går tabt i en militærundtagelsestilstand.
Flammen og Citronen kunne fortælle en enkel og autentisk historie om den danske modstandsbevægelse, men bliver til en stor fortælling om mange menneskers dilemmaer i de svære år, hvilket bliver en smule uklart og ikke rør ved ens sjæl, som denne del af Danmarks historien ellers "plejer" at gøre. Samtidig er flere ting forstyrrende, tilsyneladende skal F og C også være en actionfilm med en masse skyderi, i stil med I Kina spiser de hunde, hvilket er gjort flot, men står i skrap kontrast til de alvorlige temaer i filmen. Det virker en smule vulgært at stille spørgsmålet om "vi skal slå ihjel?", også bagefter lave en scene hvor folk bliver mejet ned. Det er som om vi lige skulle se en Rambo film mens vi nu var i salen.
Mads Mikkelsen spiller citronen, den ene, passivt aggressive og moralske modstandmand, hvilket han gør godt, men tilgengæld der også lige har en masse familieproblemer midt i krigen. En del af historien vi måske kunne have været foruden. Autentiske historier har det med at indeholde, for temaet, ligegyldige sidehistorier.
Thure Lindhardt er hans makker og fortæller i filmen. Fortællerdelen mener jeg er overdramatiseret og hans viskende stemme er direkte irriterende. Peter Mygind som bagmand og kontakt er helt forkert, idet han i mange år har spillet de bløde roller og er temmelig svær at tage seriøs når man er vant til at se ham i børnefilm, som loverboy i Nicolai og Julie, som en blød bøsse i tv2s hverdagsdrama og herimellem som storsmilende lottosælger i reklameblokken. Det er da klart at han skal kommandere rundt med hårdkogte partisaner. De to tyskere i castet (Christian Berkel og Hanns Zischler) får derimod danskerne til at blegne.
Jeg tror ikke at vi vant til at fortælle så store historier i Danmark og så prøver vi bare at gøre Hollywood efter, hvilket er lidt synd når det foregår i vores egen baghave.

Night out

Saw "To verdener" (two worlds) in the cinema last night. I would rather see "No country for old men" or "There will be blood", but I had to agree with the mrs. It is based on a true story about a girl who is a Jehovah's witness, who has to choose between her family and a boyfriend which means being shunted from the religious community. In my opinion most films based on true stories tend to have miserable scripts. This is no exception, where there are too many unnecessary story details that clouds the main issues. The film is however saved by the young actors playing the main roles. Its interesting how the girl Sara depicts the mental trouble a person goes through in such an enclosed environment.